Regler
Hvad siger navneloven?
Reglerne for fornavne står i navneloven. Her er de vigtigste forklaret i et almindeligt sprog. Siden er en generel vejledning. Den gældende lovtekst findes på retsinformation.dk, og borger.dk har myndighedernes vejledning.
Barnet skal have et fornavn inden 6 måneder
Forældremyndighedens indehavere skal give barnet et fornavn senest 6 måneder efter fødslen. Navnet anmeldes ved dåben i folkekirken eller ved navngivning, fx via borger.dk.
Navne fra listen kan bruges frit
Et navn, der står på listen over godkendte fornavne, kan tages uden yderligere godkendelse.
Andre navne kan godkendes
Et navn, der ikke står på listen, godkendes efter ansøgning, hvis det
- er et egentligt fornavn,
- ikke er uegnet til at blive brugt som fornavn her i landet, og
- ikke er upassende eller kan vække anstød.
Fornavn og køn
Hovedreglen er, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn af den, der skal bære navnet. Mange navne er dog godkendt til begge køn. Reglen gælder ikke, hvis ansøgeren på en særlig blanket erklærer, at ønsket om navnet skyldes en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Hvad betyder »egentligt fornavn«?
Et egentligt fornavn er et navn, der bruges som fornavn, fx i Danmark eller i et andet land. Almindelige ord, som ikke bruges som navne, opfylder som udgangspunkt ikke betingelsen. Myndighederne vurderer hvert navn konkret.
Regler kan ændre sig
Navneloven og bekendtgørelserne bliver ændret fra tid til anden. Tjek derfor altid den gældende tekst, før du træffer en beslutning, og spørg myndighederne, hvis du er i tvivl.